Lige på falderebet blev jeg færdig med mit indlæg om Madbloggerudfordringen – og jeg må indrømme at det har været en STOR udfordring for mig. Jeg fik tildelt bloggen Vanløse Blues som laver lækker LCHF mad. Det kunne jo ikke være længere fra indholdet på min blog… Jeg valgte at tage udgangspunkt i en lækker krydret rødbedesuppe. Jeg har taget udgangspunkt i rødbederne og krydderierne og lavet en opskrift ud fra det… En temmelig svær opgave synes jeg selv…
Jeg er dog glad for jeg tog udfordringen, for resultatet er blevet rigtig godt, men jeg tror ikke, jeg kaster mig ud i at lave LCHF cupcakes igen. Det giver mig nemlig en del problemer, for jeg vil ikke bruge sødemiddel. Og jeg vil ikke bruge ingredienser, man ikke kan plukke i en have eller købe i et almindelig supermarked… Så derfor var ting som Stevia, Sukrin, kokosfibre og sesammel fra begyndelsen udelukket. Og mit første resultat blev da heller ikke særlig vellykket. Men jeg lærte af det, og her kommer den endelige opskrift.
Kagerne:
Det skal du bruge:
- 200 g bagt rødbedepure
- 1 dåse butterbeans (jeg har brugt dem fra urtekram, men jeg tror også sagtens man kan bruge almindelige hvide bønner)
- 3 æg + 2 æggehvider
- 1/2 dl vindruekerneolie
- 200 g mandelmel
- 1 tsk allehånde
- 1/2 tsk koriander
- 1/2 tsk kanel
- 3 spsk Husk
- 2 tsk bagepulver
- 2 revet æbler – på den grove side af rivejernet – Jeg har brugt Ingrid Marie æbler
Fremgangsmåde:
- Tænd ovnen på 180 grader almindelig varme
- Hæld dine butterbeans over i en si og skyld dem grundigt
- Smid butterbeans og og rødbede pure i en blender, og blend det, til det er en fin ensarter masse
- Put blandingen over i en skål og pisk æggene i et ad gangen
- Derefter piskes olien i ægge-rødbedeblandingen
- I en skål for sig blandes krydderierne, mandelmel, bagepulver og Husk
- Pisk Husk-mandelblandingen sammen med ægge-rødbedeblandingen
- Pisk derefter revet æble i
- I en skål for sig piskes de to æggehvider stive
- Vend forsigtigt æggehviderne ned i rødbedeblandingen
- Dejen fyldes 3/4 op i papirforme og bages i 30 minutter ved 180 grader almindelig varme
- Tag kagerne ud ad ovnen og lad dem køle helt ned inden du putter frosting på
Frosting:
Det skal du bruge:
- 300 g sukkerfri mørk chokolade
- 250 g kokosolie
- 1/4 tsk cayennepeber
Fremgangsmåde:
- Hak chokoladen fint
- Smid den hakkede chokolade, kokosolie og cayennepeber i en gryde
- Varm langsomt op ved lav varme
- Lad det hele smelte sammen
- Tag det af varmen igen når det er en ensartet masse
- Hæld blandingen over i en skål og sæt den i køleskabet – start med en halv time
- Tag blandingen ud igen og pisk det luftigt – hvis det ikke bliver luftigt skal du bare sætte det i køleskabet igen i 10 minutter og derefter prøve at piske det op igen – det kan godt tage lidt tid før det har den perfekte temperatur, så du kal bare gentage processen – 10 minutter og så piske igen
- Din frosting er færdig, når du kan piske det stift som føleskum
- Sprøjt din frosting ud på de afkølede kager med den ønskede tylle
Jeg tror også at disse kager kunne være rigtig gode med gulerodspure eller æblemos i stedet for rødbedepure. Mulighederne er mange…
Min blog blev tager under kærlig behandling af Birte fra Cookvalley som under stor frustration og stress har lavet mine græskar cupcakes om til en kage.
Skriv et svar