Krydrede rødbede LCHF cupcakes – resultatet af madbloggerudfordringen

Lige på falderebet blev jeg færdig med mit indlæg om Madbloggerudfordringen – og jeg må indrømme at det har været en STOR udfordring for mig. Jeg fik tildelt bloggen Vanløse Blues som laver lækker LCHF mad. Det kunne jo ikke være længere fra indholdet på min blog… Jeg valgte at tage udgangspunkt i en lækker krydret rødbedesuppe. Jeg har taget udgangspunkt i rødbederne og krydderierne og lavet en opskrift ud fra det… En temmelig svær opgave synes jeg selv…

Jeg er dog glad for jeg tog udfordringen, for resultatet er blevet rigtig godt, men jeg tror ikke, jeg kaster mig ud i at lave LCHF cupcakes igen. Det giver mig nemlig en del problemer, for jeg vil ikke bruge sødemiddel. Og jeg vil ikke bruge ingredienser, man ikke kan plukke i en have eller købe i et almindelig supermarked… Så derfor var ting som Stevia, Sukrin, kokosfibre og sesammel fra begyndelsen udelukket. Og mit første resultat blev da heller ikke særlig vellykket. Men jeg lærte af det, og her kommer den endelige opskrift.

LCHF cupcake

Kagerne:

Det skal du bruge:

  • 200 g bagt rødbedepure
  • 1 dåse butterbeans (jeg har brugt dem fra urtekram, men jeg tror også sagtens man kan bruge almindelige hvide bønner)
  • 3 æg + 2 æggehvider
  • 1/2 dl vindruekerneolie
  • 200 g mandelmel
  • 1 tsk allehånde
  • 1/2 tsk koriander
  • 1/2 tsk kanel
  • 3 spsk Husk
  • 2 tsk bagepulver
  • 2 revet æbler – på den grove side af rivejernet – Jeg har brugt Ingrid Marie æbler

Fremgangsmåde:

  • Tænd ovnen på 180 grader almindelig varme
  • Hæld dine butterbeans over i en si og skyld dem grundigt
  • Smid butterbeans og og rødbede pure i en blender, og blend det, til det er en fin ensarter masse
  • Put blandingen over i en skål og pisk æggene i et ad gangen
  • Derefter piskes olien i ægge-rødbedeblandingen
  • I en skål for sig blandes krydderierne, mandelmel, bagepulver og Husk
  • Pisk Husk-mandelblandingen sammen med ægge-rødbedeblandingen
  • Pisk derefter revet æble i
  • I en skål for sig piskes de to æggehvider stive
  • Vend forsigtigt æggehviderne ned i rødbedeblandingen
  • Dejen fyldes 3/4 op i papirforme og bages i 30 minutter ved 180 grader almindelig varme
  • Tag kagerne ud ad ovnen og lad dem køle helt ned inden du putter frosting på

LCHF cupcake

Frosting:

Det skal du bruge:

  • 300 g sukkerfri mørk chokolade
  • 250 g kokosolie
  • 1/4 tsk cayennepeber

Fremgangsmåde:

  • Hak chokoladen fint
  • Smid den hakkede chokolade, kokosolie og cayennepeber i en gryde
  • Varm langsomt op ved lav varme
  • Lad det hele smelte sammen
  • Tag det af varmen igen når det er en ensartet masse
  • Hæld blandingen over i en skål og sæt den i køleskabet – start med en halv time
  • Tag blandingen ud igen og pisk det luftigt – hvis det ikke bliver luftigt skal du bare sætte det i køleskabet igen i 10 minutter og derefter prøve at piske det op igen – det kan godt tage lidt tid før det har den perfekte temperatur, så du kal bare gentage processen – 10 minutter og så piske igen
  • Din frosting er færdig, når du kan piske det stift som føleskum
  • Sprøjt din frosting ud på de afkølede kager med den ønskede tylle

LCHF cupcakeJeg tror også at disse kager kunne være rigtig gode med gulerodspure eller æblemos i stedet for rødbedepure. Mulighederne er mange…

Min blog blev tager under kærlig behandling af Birte fra Cookvalley som under stor frustration og stress har lavet mine græskar cupcakes om til en kage.


Comments

8 svar til “Krydrede rødbede LCHF cupcakes – resultatet af madbloggerudfordringen”

  1. Cook Valley Avatar
    Cook Valley

    Næh, hvor ser de spændende ud og en meget kreativ løsning!
    Jeg kan rigtig godt lide din måde at få krydderier ind i kagen på …og jeg ville elske at bruge cayenne.
    Så måske jeg har opskriften til næste års kagekonkurrence – hvor jeg modsat ved græskarcupcakeopskriften dog nok starter i lidt bedre tid med træningen.
    Det ender jo med, at denne “Madbloggerudfordring” får gjort en hæderlig cupcakemaker ud af mig ved hjælp af dig og dine spændende opskrifter 🙂

    1. Tak for rosen 😀 Jeg synes også at du brugte mine græskar cupcakes på en rigtig god måde. 🙂 Jeg har aldrig overvejet, at man kunne lave det om til en lagkage. Det er da dejligt, hvis jeg kan udbrede bagningens glade budskab!

      Jeg tror at disse cupcakes ville blive rigtig gode med gulerødder i stedet for rødbeder.

  2. Ihh jeg synes nu du har løst udfordringen på allerbedste vis –
    du har jo netop taget udgangspunkt i råvarer og krydderier, og ikke alene det, så har du også kastet dig over helt anderledes principper!
    – Jeg havde nok skidt højt og helligt på det med sødemidlerne og lavet en mere gængs opskrift, så ærlig talt: tomlen totalt opad.

    Og så lige et spørgsmål: Husk i dejen?? Hvad gør den for konsistensen?

    Fedt at du gad lege med –
    måske du er frisk på en anden runde også? Pønser på noget med tematisering/årstidsbestemt næste gang …

    Mvh La Cucina Nada

    1. Hej Nada

      Jeg er totalt med på en ny omgang! Jeg skal nok lige holde øje med det… Og det lyder rigtig fedt med et tema!

      Den første portion jeg lavede var alt for våd og der var ikke nok struktur i kagen. Hvedemel bliver jo brugt til at suge væske fra de øvrige ingredienser – men jeg kunne jo ikke bruge nogen form for kornbasseret mel. SUK! Derfor brugte jeg mandelmel. Men det suger ikke super meget væske. Så jeg havde set i flere LCHF opskrifter at de brugte Husk. Så jeg brugte det til at suge væske og give lidt mere struktur. Nå… Det blev en lang forklaring på et simpelt spørgsmål 🙂

  3. Ej, helt ærligt… regnestykker?! 😀

    Nå, men jeg er fuldstændig og aldeles vild med løsningen på din udfordring! Jeg tror du og Cookvalley var nogle af dem, der havde de allerstørste udfordringer 😉
    Og I løste dem begge til perfektion!

    Jeg skal SÅ meget bage dine rødbedecupcakes i weekenden!
    Like Bree

    http://deterbaresundt.blogspot.dk/2013/11/madblogger-udfordringen.html

    1. Jeg synes virkelig det var en VILDT svær udfordring. Men jeg er super glad for at jeg tog den, for jeg synes, at jeg er blevet en dygtigere cupcakebager af det… Og jeg synes også at Cookvalley fik et rigtig godt resultat. Det er virkelig en god ide med sådan en udfordring!

      Du må da lige sige, hvordan resultatet af kagerne bliver. Elsker at få feed back på mine opskrifter!

  4. […] Krydrede rødbede LCHF cupcakes – Cupkageriget […]

  5. […] Cupkageriget fortolker Vanløse blues. Fraklip […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *