Denne hyldebærmamelade med æbler kaldes for grevindesyltetøj i Den Grynne Syltebog (side 40). Jeg ved ikke om det er særligt grevinder, der spiser denne marmelade – måske, for det smager virkelig godt. De lækre mørke hyldebær går rigtig godt sammen med æblerne – jeg synes virkelig at man kan smage sensommer og efterår i denne dejlige marmelade!
Det skal du bruge:
- 500 g ribbede hyldebær
- 500 g sure æbler
- 350 g syltesukker
- Atamon
Fremgangsmåde:
- Hyldebærene ribbes – og de skal ribbes ekstra grundigt og sorteres, for vi skal ikke have grene, dyr, umodne bær eller anden snask i vores marmelade
- Æblerne skylles og skæres i små tern – du behøver ikke at skrælle dem
- Hyldebær og æblestykker hældes i en gryde sammen med en anelse vand – bare lige så det ikke brænder på…
- Det hele koges op og skummes af undervejs – det skal koge i mindst 20 minutter
- Hæld sukkeret i og lad det koge i 5 minutter mere
- Tag marmeladen af varmen og put 1 tsk Atamon i
- Hæld marmeladen over på skoldede, atamonskyllede glas
Skriv et svar