Tulles vaniljekranse

December er over os… Sidste år lavede jeg en ny julecupcake til hver søndag i december. Det har jeg ikke tid til i år, for jeg har fået arbejde! Derfor bliver det nok kun til et par opskrifter på småkager… Jeg håber jeg får lidt mere overskud og tid efter nytår, så jeg igen kan komme i gang med at udvikle opskrifter på cupcakes! Denne opskrift på vaniljekranse stammer fra min mormors opskriftbog. Min mormor hed egentlig Ellen Margrethe. Men hun blev altid kaldt for Tulle, så derfor er dette Tulles vaniljekranse.

mormors vaniljekranse

Min mormor har skrevet i opskriften at de er MEGET gode. Og det har hun ret i… De er virkelig lækre, fulde af dejlig vaniljesmag og smørsprøde!

tulles vaniljekranse 002

Det skal du bruge:

  • 375 g smør
  • 250 g sukker
  • 1 stang vanilje af god kvalitet (gå efter dem, der ser tykke og saftige ud)
  • 500 g mel
  • 100 g mandelmel (du kan også bruge finthakkede mandler)
  • 1 æg

Tulles vaniljekranse opskrift

Fremgangsmåde:

  • Alle ingredienser skal have stuetemperatur
  • Tænd ovnen på 180 grader varmluft – gerne med undervarme, hvis din ovn kan det
  • Skrab kornene ud af vaniljestangen og findel det med noget af sukkeret – smid derefter korn og vaniljestang i en minihakker og blend det til det er blevet en ensartet masse. Har du ikke en minihakker, kan du bruge kornene fra 2 vaniljestænger i stedet for
  • Pisk smør, sukker og vaniljesukker godt sammen til det bliver lyst og luftigt
  • Pisk derefter ægget i – pisk kun lige til det hele er blandet sammen
  • Pisk derefter melet i – det kan måske godt være en lidt for fast masse til at starte med, men det skal nok blive godt i den sidste ende.
  • Til sidste piskes mandelmelet i
  • Hvis du bruger en kødhakker, skal dejen sættes på køl et par timer inden den formes til kranse – når dejen er kold køres den igennem kødhakkeren påsat et stjerneformet hul. Der er nogle rigtig fine vejledninger rundt omkring på nettet.
  • Hvis du bruger en sprøjtepose skal du bare sprøjte dejen direkte ud på en bageplade beklædt med bagepapir
  • Bag vaniljekransene i ca 12 minutter – hold godt øje med dem, for de kan meget hurtigt blive bagt for meget
  • Kransene skal blive let gyldne i kantet og gyldne på bunden – jeg synes det er lettest at vurdere om de er færdige, ved at vende dem med bunden opad – så kan man se om de er gyldne

bagning af vaniljekranse

Sidste år lavede jeg forresten også et redesign af vaniljekransen – nemlig en vaniljekransecupcake

Zemanta Related Posts Thumbnail


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *