Små tærter med fisk og fennikel – resultatet af madbloggerudfordringen #4

Madbloggerudfordringen har rullet igen. Denne gang var temaet fisk. Denne gang blev udfordringen sponseret af Skagenfood, som gav en lækker luksuspakke med fisk. I mit tilfælde blev det til friske, dellikate rødspættefileter. Rødspætterne blev omdannet til disse små tærter med fisk og fennikel – tærtedejen er lavet af filodej, så den er super sprød og lækker!

små tærter med fisk og fennikel 001

Jeg har stadig mareridt om de rugbrødsmadder med makrel i tomat jeg fik med i madpakken, da jeg gik i skole. Så allerede inden, jeg vidst hvilken fisk, jeg fik, havde jeg besluttet, at mit bidrag skulle være en fiskeret, man kunne have med i madpakken. Det blev til disse fine små tærter med rødspættefilet og fennikel. Tærtedejen er lavet med flere lag af filodej – det bliver lækkert sprødt, når det er bagt og ligner næsten en lille blomst! Processen med at lægge filodejen i lag for lag, tager lidt tid, men jeg synes bestemt det er det værd. Men hvis man ikke har tiden, kan man følge denne vejledning, som jeg også tror giver et rigtig fint resultat.

madbloggerudfordrigen - helt i fisk

Hvis du vil se, hvad de andre madbloggere har lavet med fisk kan du klikke ind på Madbloggerudfordringens facebookside, hvor alle madbloggernes indlæg bliver delt. Jeg har allerede udset mig et par opskrifter, som jeg skal have prøvet af. Og så er det et rigtig godt sted at finde nye madblogs at følge.

Antal: 12 små tærter

Det skal du bruge:

  • 1 rulle filodej
  • 75 g smør
  • 1 halvt løg
  • 1 fennikel
  • 500 g lækker frisk fisk  – gerne MSC mærket
  • 2 æg
  • 1 dl hytteost
  • Salt
  • Friskkværnet peber
  • Revet skal af en halv citron
  • 1/2 dl creme fraiche

Fremgangsmåde:

  • Tænd ovnen på 180 grader almindelig varme
  • Smelt smøret – det skal kun lige smelte og ikke begynde at bruse…
  • Skær pladerne (der skulle gerne være fem plader) med filodej i 12 lige store stykker – de skal måle ca. 10 x 10 cm –  det gør ikke at størrelsen ikke er helt præcis og de ikke er helt lige store – du skal bruge 5 små stykker filodej til en lille tærte
  • Pensl hver plade filodej enkeltvis og put dem med smørsiden nedad ned i formen. Put filodejen i formen lidt forskudt for hinanden, så hele formen bliver dækket  – tryk det godt sammen i bunden og op ad siderne. Alle stykker filodej skal pensles med smør og smørsiden skal vende nedad hver gang.

tærte med filodej i muffinbakke

  • Hak løg og fennikel fint
  • Svits løget på en pande i lidt fedtstof til de en klare og dufter dejligt sødt – du kan eventuelt bruge det sidste af smørret, hvis du ikke har fået brugt det hele til filodejen
  • Put derefter fennikel på og svits det på panden også
  • Bland æg, creme fraiche, salt, peber og citronskal i en skål – pisk det godt sammen
  • Tag fisken ud ad køleskabet og skær det i tern på ca 1 x 1 centimeters størrelse
  • Bland fisk og fennikel sammen med æggeblandingen
  • Fordel massen i filodejen
  • Bag tærterne ved 180 grader almindelig varme i ca 25 minutter – de skal blive lækre, sprøde og gyldne

små tærter med fisk og fennikel 003

 


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *