Vaniljekranse cupcakes

Lige om lidt er det jul. Og jeg glæder mig som et lille barn! For jul betyder hygge, lys, varme, gaver, kærlighed og KAGE! Julen betyder nemlig, at jeg kan bage alle mine yndlingssmåkager! En af dem er vaniljekranse… Jeg snakkede med en veninde om julekager en dag og hun sagde: “Hvorfor kan du lide vaniljekranse? Det eneste, der er godt ved vaniljekranse er dejen.” Og det gav mig ideen til denne cupcake. Det er en vaniljekransekage og som frosting har jeg prøvet noget nyt… Jeg har nemlig lavet kagedej og brugt det som frosting… Og de smager virkelig godt! Og virkelig meget af vaniljekranse!

Vaniljekranse cupcakes 006

Antal: ca. 14 stk.

Kagerne

Det skal du bruge:

  • 150 g usaltet smør
  • 150 g sukker
  • Kornene fra 1 vaniljestang
  • 3 æg
  • 1 tsk vaniljeekstrakt
  • 120 g hvedemel
  • 1,5 tsk bagepulver
  • 1 knsp salt
  • 50 g finthakkede, smuttede mandler

Fremgangsmåde:

  • Alle ingredienserne skal have stuetemperatur
  • Put smør, og sukker i en skål og pisk det luftigt og lyst – hellere for lang tid end for kort
  • Put æggene i et ad gangen og pisk grundigt mellem hvert æg indtil det igen, er en ensartet masse
  • Bland mel, salt og bagepulver i en skål for sig
  • Drys en spsk af melblandingen over dine finthakkede mandler og bland det rundt – det forhindrer at mandlerne falder til bunds mens kagerne bliver bagt
  • Tilsæt halvdelen af melblandingen til ægge/smørblandingen og pisk til det er ensartet
  • Put resten af melblandingen i og pisk til det igen er en enskartet masse
  • Vend forsigtigt mandlerne ned i dejen
  • Fyld formene 2/3 op
  • Bages ved 180 g ved almindelig varme i ca. 20 minutter
  • Lad kagerne køle helt ned inden du putter frosting på

Vaniljekranse cupcakes 005

Frosting

Det skal du bruge:

  • 150 g usaltet smør
  • 75 g mel
  • 75 g sukker
  • 1 vanilje stang
  • 1 tsk vaniljeekstrakt
  • 1 knsp salt
  • 75 g mandelmel

Fremgangsmåde:

  • Alle ingredienser skal have stuetemperatur
  • Smid det hele i en skål og pisk det godt sammen
  • Sprøjt din frosting ud på kagerne med en stjernetylle

Vaniljekranse cupcakes 001


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *